Cecilias og Denis' stemmer

Der findes øjeblikke, uigentagelige krydsninger af tid og rum, hvor livet stiller et spørgsmål, og svaret kan ændre livets retning for altid. For os kom det øjeblik, da vi fyldte fyrre: vi havde et valg – fortsætte ad vores vej i livet, den kendte vej, den vej vi havde lært at kalde vores egen, eller gå væk fra den slagne vej, genopvække vores passion og måske forestille os en ny version af fremtiden.

Vores trygge havne lå langt fra markerne, men vi besluttede at lægge denne tryghed bag os og følge en vej, som vi indtil da kun havde udforsket i weekender, hvor vi opdagede Italien på motorcykel. Det var i en af disse weekender, at vi mødte en uventet ven, og vi forstod, at vi aldrig ville skilles fra den igen. Nogle kalder den "rødt guld", og tro mod den beskrivelse er det virkelig det mest værdsatte krydderi. Det er det mest kostbare, fordi dyrkningen og høsten udelukkende skal foregå med hånden og kræver samme omhu og opmærksomhed, som vi giver de mennesker, vi holder af.

Så vi begyndte at studere igen, for man kan aldrig lære nok, og vi forvandlede det stykke jord, der engang var dækket af vinmarker, og gjorde det til et hjem, lige ved siden af vores eget, ved foden af bakkerne ved Reggio. Nogle slægtninge stirrede på os med store, forbløffede øjne og troede sikkert, at vi var blevet grebet af et indfald – hvorfor skulle man ellers opgive sine ferier og weekender for et krydderi, der hedder safran.

Men nogle gange bør man lytte til den knivspids galskab, når man står over for en udfordring. I dag lever vi for safranen – den styrer rytmen i vores dage. Det er for safranens skyld, at vækkeuret ringer klokken fire om morgenen på de lange høstdage, og at vi går ned på markerne i kedeldragt med vores lommelygter, både i kulde og regn. Vi kommer hjem dækket af mudder, fulde af en god træthed, der smager af sejr.

Det er ikke let at slippe væk fra vores vaner og tænke tilbage på livet, som det var før: hektisk, uden et sekund til at stoppe op, iagttage eller trække vejret. Det er det, vores projekt handler om: at "gentænke", at omforme nutiden for at kunne leve og sameksistere med naturen, nyde de goder, den giver sanserne, og respektere den rytme, der udgør hvert øjeblik.

Vi fanger ofte et glimt af forbløffelse i blikket hos mange af dem, vi møder; de bliver nogle gange overraskede over, hvor meget af os selv, vores historie og vores familie der flyder ind i vores daglige arbejde. Men hvis vi kunne vælge, hvordan vi skulle beskrive det, ville vi nok ikke kalde det "arbejde". Det ligner snarere et vidunderligt eventyr, nøglen til at åbne døren til en lykke, der for få år siden syntes uopnåelig. 

Måske er det sandt, vi valgte bestemt en vej op ad bakke, måske var den ikke så lys som alle de andre, måske var den sværere at følge, men det betød ikke noget for os, for det var vores vej.

Kreditering:
Tekst af Carlotta Fiore
Foto af Diego Rosselli